Om sporten

Kørestolsfodbold, også kendt som Powerchair Football er en konkurrencedygtig holdsport for fysisk handicappede, der bruger el-kørestole. Kørestolsfodbold er den hurtigst voksende sport for el-kørestolsbrugere i verden. Det gælder ligeledes i Danmark, hvor der i 2015 var 5 klubber fordelt på 8 hold. Sporten blev oprindeligt udviklet i Frankrig i starten af 70’erne, og kom senere til Danmark.

Spillet foregår indendørs på en banestørrelse som en basketballbane. Sporten stiller høje krav til kørestolsbrugernes færdigheder og evne til at styre farten og accelerationen i kørestolen, og derfor er kørestolsfodbold en ekstremt udfordrende og krævende sportsgren, som på mange måder minder om fodbold.

Kampene spilles af to hold bestående af 4 spiller på hvert hold i el-kørestole udstyret med en skærm rundt om benene/fodstøtterne. Det gælder om at angribe, forsvare, og skyde bolden i målet ligesom almindelig fodbold. Kampen vare over 2 halvlege på hvert 15 min.